Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Kys mig nu!


Beskrivelse


Klara kan godt lide Lukas og håber, at det bliver ham, hun skal kysse under S-P-K-legen. Det gør det bare ikke. Det bliver Anders fra 4. klasse, og vennerne har bestemt, at de skal tungekysse. Det har Klara ikke spor lyst til.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. apr. 2013

af

af

Jesper Holtoug

d. 4. apr. 2013

Tredje seriebog om Klara og hendes veninder. Letlæsningsbog med alvorligt indhold rettet mod skolens mellemtrin, de 8-12-årige. "Kysse-problematikken" handler desuden her om gruppepres og grænsesætning, hvilket gør den velegnet til samtalebog.

Hovedpersonen Klara kommer i konflikt med sine fremmelige veninder, da hun under S-P-K-legen ikke kan få sig selv til snave (hvilket er det udtryk, der bruges) med en lidt ældre dreng, som Klara ikke bryder sig om. Hun oplever sig selv som barnlig, bange og en skidt kammerat, og presset fra gruppen opleves voldsomt. Konflikten er genkendelig for mange, hvilket gør temaet relevant og oplagt til samtale i tween-grupper. Min 12-årige medlektør indvender dog, at tungekysseri på tredje klassetrin ikke er særlig udbredt, og at historien derfor forekommer noget urealistisk og lidt underlig. Heinemeisers tegninger tilføjer historien et skær af "lækkerhed" med meget smukke, moderigtigt klædte børn - sikkert appellerende for modtagergruppen.

Der findes mange bøger om den første forelskelse for aldersgruppen, men de færreste problematiserer de modsatrettede tanker, som kysseriet knytter sig til. Jørn Jensens: Flasken peger på Sofie rummer dog samme problematik. Også Ulf Starks fine Kyssedrengen behandler kysse-temaet, men på en mere skæv og humoristisk måde.

Spændende bog om den vigtige problematik: at sætte egne grænser, selvom vennerne presser på udefra. Man kan indvende at temaet tungekys er noget tidligt at placere i tredje klasse.