L'Orfeo

"Tremendous vocal cast .. Also, a unique feature of this production is the addition of "abstract" choreography ... This is a production that might well grow in reputation".

"I en ny Orfeo fra Bruxelles har koreografen Trisha Brown betonet det formelle i et helt abstrakt moderne trinsprog, vellykket frem til Eurydikes død med medrivende danse, men derefter sørgeligt ineffektivt. Også scenen er abstrakt: smuk, enkel, og rigeligt spartansk. Jacobs musicerer frodigt, men Harnoncourts tekstbevidsthed har han ikke".

"Alt ved denne dvd er vidunderligt, og bonusmaterialet ... får virkelig en til at tage hatten af ... Musikken med dens uendelige rytmiske raffinementer og overraskelser dirigeres levende af den plastiske, udpræget vokalt fokuserede Jacos ... Helt betagende".

"Die amerikanische choraographin Trisha Brown hat Monteverdis "Orfeo" in der ihr typischen minimalistischen Art 1998 herausgebracht ... Der varmstimmige Sänger [Simon Keenlyside] mit seiner biegsamen Diktion und seinem weichen Timbre holt die Figur unmittelbar in die Gegenwart ... Man kann sich nicht satt sehen und hören".

"Orfeus og Eurydike synger smukt. Scalaoperaens orkester spiller smukt og farvemættet i hænderne på den fabelagtige barokdirigent Alessandrini. De sparsomme dekorationer er sat op i smukke, klare proportioner. Men sangernes eneste bevægelser er underlige fagter i sære positurer, alle omgivelser er stiliserede naturkulisser - og der er ingen sammenhæng mellem dramaet i det, de siger, og den måde, de bevæger sig på. 1970'ernes teaterfornyer Robert Wilson er gået i barokmode i Milano, men hans Orfeus-version klinger desværre præcis lige så indtagende, som den visuelt keder".

"Echoing performance from Monteverdi's day, instrumentalists are integrated into the action ... Their direct interaction with the singers produces an intimate, chamber-like performance, more madrigalian than operatic. Notable among the soloists is Cyril Auvity (Orfeo), whose agile, fervent, tremulous tenor spans the gamut of emotion, from joy to desolation, without ever sounding overblown or histrionic".

"Det er smukt, det er enkelt, og det virker ... Paul Agnew har sammen med det franske specialistensemble Les Arts Florissants ... skabt nyt liv i Monteverdis opera ... Det er i bogstavelig forstand en billedlig smuk iscenesættelse ... Den tætte sammenhæng mellem tekst og musik ... lader sig kun gøre, når man har et hold sangere, der kender hvert hjørne og kan synge sig ind i hver nerve i Monteverdis musikalske poesi ... Sådan synger de alle sammen - også koret - med overdådig stilfornemmelse".

"Instruktøren Jean-Pierre Ponnelles og dirigenten Nikolaus Harnoncourts opsætninger af Claudio Monteverdis operaer i Zürich blev i 1980erne et moderne gennembrud for barokkomponistens omkring 400 år gamle operaverden. Ponnelle skabte en fest for øjet, som klædte Monteverdis mere karske musik. Harnoncourt gav den et liv, som vi stadig kan fornemme som noget nær autentisk ... Her er de på gode dvder, og de har intet tabt i friskhed".

"Monteverdis operaer blev længere på repertoiret end de fleste samtidiges (hvilket ikke vil sige så meget), men glemt blev de. Først i 1970erne fik alle tre et sensationelt gennembrud på det lille operahus i Zürich. Disse iscenesættelser er netop udgivet på dvd. Det moderne instruktørteater med sine opdaterede handlinger har endnu ikke sat sine spor. Ponnelles scenografier varierer ét og samme barokke tema, en portal flankeret af balkoner, mens den rige ornamentering og andre detaljer skifter effektfuldt ... Orfeo, tydeliggjort som hofopera med fyrstelige medspillere, søger ganske ekstreme udtryk i en fantastisk billedfortælling, og Harnoncourt leder sit forbavsende spinkle orkester med fanatisk intensitet. Sangerne har ikke helt det stilsikre overskud, man finder hos baroksangere i dag, og Huttenlocher er noget af en frikadelle i titelpartiet, men helheden er fascinerende".

"De filmede legendariske opførelser fra Zürich's opera er fra 1978/80 ... Det er kombinationen af et yderligere revideret syn på opførelsespraksis, som Harnoncourt allerede tidligere havde introduceret med sine Monteverdi indspilninger, og Ponnelles strøm af iderigdom og luksuriøs scenografi, der gjorde dette projekt så unikt ... Denne Monteverdi trilogi er et storslået vidnesbyrd, der sammen med Boulez/Chereaus Nibelung Ring fremstår som det ypperste, operakunst formår".