Med denne farve- og billedrige hundebog er der nu i forlagets nye serie om hunderacerne udkommet bøger om to af de mest udbredte og populære hunderacer i Danmark (og i verden), schæferhunden og labrador retrieveren. Som typiske Dorling Kindersley bøger fokuseres der på det praktiske hundehold og racernes ydre, og i modsætning til de fleste hundebøger er personlige holdninger, erfaringer og oplevelser fraværende. Bogen om Labrador'en kan bruges som en appetitvækker til racen med dens mange farvefotografier af flotte hunde og som en begynderbog med basale oplysninger om hundehold og -opdragelse. Billedsekvenserne og de tilhørende kommentarer kan læses og forstås af større børn, mens selve bogens tekstdel er henvendt til den voksne læser. Studerer man bogen grundigt, er man på det praktiske plan rimeligt rustet til at blive ejer af en familiehund. Man bør dog supplere med læsning i den omfattende hundelitteratur, hvis man virkelig vil forstå racens personlighed og særpræg og dens potentiale som tjeneste- eller jagthund.