"Der er også glædelige ting ved corona. Virussen har blandt andet givet Lars Lilholt tid til at redde julen. Troubadouren tog nissehue på i september og inviterede sine gæve spillemænd med ind i en værkstedshal i Gammel Rye, hvor de indspillede 'Lad julen vare længe' live på blot et par dage. Resultatet er sprødt som flæskesvær, mor er stolt af. Lilholts plader klinger ofte, som skrev vi stadig 1986, men hans bjældeklang er anderledes rustik. Det klæder veteranen umanerligt, at der er knaster og splinter i den uhøvlede produktion ... Årets første julemirakel er en realitet".