Atay, f. 1962. er kurder og kom til Danmark fra Tyrkiet i 1978. Denne samling rummer ca. 40 digte og bortset fra nogle få på engelsk og tyrkisk er det en dansk lyrik-debut. Genren er båret af følelser og stemninger, hvilket også er tilfældet her. Atay skriver, i skønsom blanding, om kærligheden og om det samfund, der omgiver ham og os alle. Kærlighedsdigtene udtrykker inderlighed og hengivenhed. Den attråværdige lykke viser sig ofte sart. Samlingens andet tema er mere diffust: det er overvejende digte om at være fremmed i Danmark, men storpolitik, sult og nød, kapitalismen m.m. får også plads her. Flere digte bruger gentagelse som kompositionsprincip: Man lærer ./Man lærer ./Man slår./ Man bliver, osv. En facon, der virker understregende og her mere vidner om engagement end egentlig medrivende agitation. Engagementet er fremherskende i denne samling, der i øvrigt ikke flytter grænsepæle inden for nyere dansk lyrik. På den anden side er det ikke hver dag, at en repræsentant foren indvandrergruppe meddeler sig på dansk til et dansk lyrik-publikum, hvorfor samlingen påkalder sig interesse. Om dette så rækker til anskaffelse må gøres op efter lokale erfaringer og behov.
