Slægtsroman tilsat magisk realisme med De Dansk Vestindiske Øer som baggrund. Henvender sig til læsere, som elsker sammensatte familiehistorier.
31. marts 1917 overdrages De Vestindiske Øer fra Danmark til USA. Kort tid efter forliser kaptajn Bradshaw med sit skib og mister livet. Det er starten på mange hårde år for hans to smukke døtre Eeona og Anette. I 101 kapitler, fortalt med skiftende synsvinkler, hører vi om familien og øernes historie frem til nutiden. Længsler, orkaner, krig, kærlighed, familiebånd, racepolitik og myter er blot nogle af de mange temaer, som optræder i bogen. Det er forfatterens debutroman, og hun har modtaget flere priser for den. Bogen indledes med et forord, hvor Lise Bostrup skriver om oversættelsen og om forfatteren. Bagerst i bogen findes noter, som forklarer lokale udtryk fra øerne.
Fokus er på familiehistorien, mens historien om De Dansk Vestindiske Øer mere er rammen for fortællingen. Der er elementer af magisk realisme og passager, som har karakter af lettere underholdning. Jeg tror de fleste mænd vil finde den noget lang i spyttet. Det er en slægtsroman, som nok mest appellerer til et kvindeligt publikum, der vil sætte pris på den stort anlagte familiefortælling, hvori personernes handlinger bliver forklaret meget grundigt.
En anden ny bog om De Dansk Vestindiske Øer er Haabet af Mich Vraa.