Cd-rom. To udgivelser om matematik og nu denne om regning er det blevet til i Pixeline skolehjælp-serien, der startede i 2005 og nu foreløbig har mere end 10 udgivelser bag sig. Denne er ikke den bedste. Hverken talmesteren, som stiller udfordringerne, de ulækre kryb og orme eller ulven i Rødhætte-klæder, som gemmer sig i talmesterens labyrint, har megen tiltro til, at Pixeline og hendes hjælper kan løse opgaverne indenfor de fire regningsarter og nogensinde slipper ud af talmesterens labyrint. Men spilleren løser selvfølgelig opgaverne på et af de tre niveauer, der kan vælges imellem, og gør dermed talmesterens mistro til skamme. Den vejledning man kan åbne i spillet ved brug af piletaster, synes jeg ikke, er præcis nok. Desuden bliver talmesterens gentagende sarkastiske bemærkninger før hvert spil noget monotone at høre på. De kreative spil, som ofte er en force i andre spil i Pixeline skolehjælp-serien eller i mange Pixeline-spil i det hele taget, ses ikke her. Samlet set et spil, der er i orden både til privat brug og til undervisningen i indskolingen fra ca. 7 år, som dog ikke er nogen absolut nødvendig anskaffelse. Især ikke hvis man i forvejen har købt de andre matematikprogrammer i Pixeline skolehjælp. Sprog: dansk.