Dette er 3. udgave af Læsning og læseundervining, som første gang udkom i 2001, og efterfølgende kom i en opdateret version i 2006. Denne udgave er en opdatering af bogen fra 2006 med udgangspunkt i den nyeste forskning på området. Bogen henvender sig til undervisere i grundskolen og vil være oplagt at anvende ved uddannelse og videreuddannelse af lærere.
Opdateringen sker via nyskrevne kapitler om læseforståelse og de tidlige forudsætninger for forståelse. Derudover er der ændringer i de enkelte kapitler samt et øget fokus på læseaktiviteter og undervisningsopgaver. Bogen er mere praksisorienteret end tidligere udgaver, hvilket gør den til et bedre værktøj for undervisere, samtidig med at det gør læseundervisningen mere konkret og nærværende for lærerstuderende.
Læseundervisningen er i en rivende udvikling, og der er meget fokus på læseindlæring. Der udgives derfor også mange kvalitetsfulde og praksisorienterede bøger om emnet baseret på forskningsresultater. Denne udgivelse supplerer samlingen godt. En anden god udgivelse er Jørgen Frosts: Håndbog i læsevejledning : teori og praksis, 2009.
Opdatering af en god bog om læsning og læseundervisning. Bogen har stadig stor relevans for læseundervisere og er oplagt at anvende i forbindelse med uddannelse og videreuddannelse af lærere.