I denne roman af forfatteren til Sanghunde, (1995) er der to hovedpersoner. Vi hører om den sorte tunnelbisse Nathan Walkers liv fra han i 1916 er med i et sjak, der er ved at udgrave en togtunnel under East River i New York til han bliver kørt over af et tog i den samme tunnel i 1980'erne. Et liv præget af racisme og fattigdom, men også solidaritet og venskab arbejdskammeraterne imellem. Parallelt hermed hører vi historien om Treefrog, en subsistensløs særling, der bor i en afsats i en af jernbanetunnelerne i New York, omgivet af snavs og rotter. Han har tidligere arbejdet som bygningsarbejder på toppen af skyskrabere, men er gået i hundene og kan kun klare sig ved at stjæle fra andre, herunder også andre subsistensløse, altså ingen sammenhold her. Fra de to diametralt modsatte udgangspunkter knyttes beretningerne om de to sammen og det viser sig, at de hænger overordentligt tæt sammen. Det er en hudløs historie om New York og hvad storbyen kan gøre ved dens indbyggere. Det er en uhyggelig realistisk historie om en helt anden verden i et helt andet univers, der er så forbavsende tæt på, i bogstaveligste forstand lige under overfladen.