En lun independent feel-good film, der pga. humoren og stilen både vil tiltale et mainstream publikum og fange dem, der er til mere skæve film.
Psykologisk og humoristisk drama om normbrud og kærlighed med en afvæbnende undertone. Lars (Ryan Gosling) er en sød, men enfoldig og selvudslettende type med stærke isolationstendenser, der bor i baghaven hos sin bror og svigerinde. Parret forsøger at få trukket Lars, der har haft en traumatisk barndom, ind i et almindeligt socialt liv. Men han undviger, indtil han "køber" sig til kærligheden i form af en oppustelig sexdukke Bianca, som han selv fantasifuldt forsyner med personlighed og meninger. Det lokale provinssamfund accepterer, med undtagelse af broren. Det besynderlige setup kører stadigt længere ud, indtil Lars begynder at interessere sig for en rigtig pige, sødmefuldt spillet af talentet Kelli Garner. Filmen bæres af gode skuespilpræstationer, især Gosling og den intelligent empatiske læge (Patricia Clarkson), samt en fin miljøbeskrivelse, som får den noget utroværdige historie med den lidt for rigtige slutning til at bære hjem.
Instruktøren Craig Gillespie har også lavet Mr. Woodstock. Kan fx minde om Hallströms Æblemostreglementet og nye danske film.
Sjov, anderledes og ikke mindst velspillet film. Alle de rigtige intentioner er på plads, men de for et dansk publikum overaccentuerede pointer sluges til nød, fordi skuespillet, det altruistiske budskab og den filmiske kvalitet er helt i skabet.