Lasse-Leif og hans dukke Luske-Lise er tilbage, denne gang i en skøn samling historier, der vil forsøde juletiden for de 3-6-årige børn og deres voksne oplæsere.
Det er blevet december, også hjemme hos Lasse-Leif. I 13 kapitler følger vi familiens oplevelser igennem højtidsmåneden, hvor en tydeligt julestresset mor har sat sig for at presse så meget julestemning ind i programmet, som overhovedet muligt. Vi er med i børnehaven, hvor forældregruppens uenighed resulterer i en lidt uortodoks Luciabrud. Vi møder en falsk julemand, der heldigvis bliver afsløret, og en meget uartig nisse, som selv Luske-Lise synes er for meget. Vi introduceres til begreber som pyjamas-antijuledag og zombiejuletræ - og gennem hele bogen følger vi Lasse-Leifs ihærdige forsøg på at slå sin egen personlige rekord i æbleskivespisning.
Forfatterens humoristiske hverdagsfortællinger fra livet i småbørnsfamilien er som altid lige i øjet, og i denne charmerende højtlæsningsbog er det decembers traditioner, der kommer under kærlig behandling. Bogen lever op til seriens høje niveau og Annette Carlsens herlige farveillustrationer passer som altid rigtigt fint til historiernes humor og livlige sprog. Grinegaranti for både børn og voksne.
Børnefamilierne vil sandsynligvis også kunne genkende en del fra deres egen hverdag i julen i Villads fra Valby holder jul, hvor vi på samme måde hører om familiens juleforberedelser og spændte forventninger.