Bøger / skønlitteratur til børn

Lasse skal flytte


Beskrivelse


Billedbog. Lasse skal flytte og hjælper mor og far med at pakke. Det er lidt vemodigt at sige farvel, men i det nye hus venter dejlige overraskelser.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. maj 2013

af

af

Signe Rugtved Andersen

d. 24. maj 2013

Sød og hjertevarm billedbog, der vil kunne danne grundlag for en snak med børn fra 2-5 år om spændingen og ængstelsen, der er forbundet med at skulle flytte til et nyt hjem.

Lasse skal sammen med sin familie flytte til et nyt hus og hjælper mor og far med at pakke. Alt skal med, på nær den gamle sofa, og alle Lasses yndlingsting bliver pakket i en kasse. Flyttemændene kommer, men Lasse kan selv bære sin egen kasse. I det nye hus venter bedstefar med Lasses nye gyngestativ, og Lasse opdager at Laura fra børnehaven er hans nye nabo. Det er spændende at flytte, men det er også vemodigt at sige farvel til alt det velkendte. Bogen behandler emnet på en glad og betryggende måde. Vi kender hollandske forfatter og illustrator Pauline Oud fra bøgerne om Mille og Mulle, samt fra de øvrige billedbøger om Lasse og Laura. Teksten er enkel og ligetil og Ouds glade og farverige illustrationer matcher indholdet. Forrest og bagerst i bogen finder vi spørgsmål, samt akkompagnerende illustrationer, der kan bruges til en snak om bogens indhold.

Liesbeth Slegers Nanna flytter, 2008 handler også om flytning og illustrationerne kan, såvel som emnet, tåle sammenligning med Lasse skal flytte. De øvrige Lasse- og Laurabøger har, som denne, en fin og hverdagsagtig tilgang til de emner, de omhandler.

Endnu en sød temabilledbog i serien om Lasse, der med sine glade og farverige illustrationer vil bringe glæde hos især de mindste i målgruppen. Bogen vil således være et fint supplement til samlingen.



Informationer og udgaver