Denne nye bog i serien Læs selv om sport handler om Lasse, der bor i Herning, og som spiller ishockey. Lasse er ud af en ishockey-familie, hvor både bedstefar, far og storebror spiller eller har spillet ishockey. Vi hører om Lasses træning og følger ham til en kamp mod ærkefjenderne fra Esbjerg, og vi får undervejs også en del at vide om selve spillet. Bagest i bogen er der stikord, en kortfattet litteraturliste (med den ene nyere titel, der er om emnet) og adresse, internetadresse med mere vedr. Dansk Ishockeyunion. Bogen er udstyret som seriens øvrige. Den kortfattede, letlæste tekst er sat i spalter med enkelte sammensatte ord stavelsesdelt. Den er suppleret med en lang række udmærkede farvefotos, mange med Lasse eller storebror Stefan i centrum. Faktabokse fortæller om sportens regler, udstyr og forskellige facts om spillet både i DK og i udlandet. Forfatteren kender vi fra en lang række faglige bøger for børn, bl.a. også en anden bog i nærværende serie. Alt i alt en indbydende bog til selvlæsning fra 9/10 år.