Faktaspækket bog om lastbiler. I 12 opslag fortæller den om kæmpelastbiler, enorme vogntog, specialbyggede blokvogne osv. Der er et indledende opslag om historiske lastbiler og sidst i bogen et om fremtidens koncept-biler. Hvert opslag består af en generel indledning om typen. Derefter er der beskrivelse af 2 udvalgte repræsentanter med oplysninger om hvad lastbilen transporterer, særlige kendetegn eller lignende. Faktabokse oplyser om vægt, styrke, motortype og topfart. Alt er meget kortfattet beskrevet, og i hvert opslag er der henvisninger til internationale hjemmesider. Der er en del tekniske udtryk, men bogen er ikke så svær som de øvrige i serien. Alle sider er rigt illustreret med farvefotos i vekslende kvalitet af de præsenterede maskiner og mindre fotos eller tegninger i faktaboksene. Som afslutning er der to sider med en tidslinje fra den første dampdrevne traktor i 1769 til Renaults koncept-lastbil i 2004. Til allersidst en ordliste, en litteraturliste og en annoteret liste over danske internetadresser. Bogen egner sig bedst som bladre- og snakke-sammenbog for 5-6-årige, mens selvlæserne fra ca. 9-10 år nok hurtigt vil miste interessen. Et bedre bud på bøger om lastbiler er stadig Lastbilbogen, 2003/03 og Truckerbogen, 2004/49.