Bøger / skønlitteratur til børn

Laura bliver storesøster


Beskrivelse


Billedbog. Laura skal være storesøster. Hun forbereder sig sammen med mor og finder sit gamle babytøj og legetøj frem. Men da lillesøster kommer, er det svært ikke at være lidt jaloux på al den opmærksomhed, som hun får.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. juli 2012

af

af

Marianne Agger

d. 10. juli 2012

En bog om at blive storesøster for børn fra 2 år. Især anvendelig i familier, hvor der er en lille ny på vej.

Hollandske Oud er kendt for serien om Mille og Mulle. Men vi har også hørt om Laura før i to tidligere bøger, hvor Laura går i børnehave og lærer at gå på toilettet. I denne bog skal Laura være storesøster. Hun forbereder sig sammen med mor og snakker til babyen i mors mave. Hun hjælper med at finde sit gamle babytøj og legetøj frem, så det er klar til babyen. Laura er nemlig alt for stor til at bruge det nu. Laura synes også, at hun er så stor, at hun skal have en ny seng. Babyen kommer ud, og Laura giver hende sin gamle rangle i gave. Hun hjælper med at pleje hende, og i børnehaven fejrer de, at hun er blevet storesøster. Hjemme kommer farmor og farfar på besøg med en gave, der er til lillesøster, hvilket gør Laura i dårligt humør. Laura bliver dog god igen, da farmor og farfar giver hende en ny, stor seng. Sød historie om den store omvæltning, det er at blive storesøster. Forrest og bagerst i bogen er der billeder af ting, som enten babyen eller Laura bruger. Hvem bruger rangle, og hvem bruger farvekridt? De farverige tegninger består af Ouds streger, som vi kender dem, med bløde, runde former.

Bogen er en pendant til Ouds Lasse får en lillesøster. Her ses situationen fra en drengs synsvinkel. Der findes mange andre bøger om familieforøgelse, så på den måde, er denne ikke et must.

Sød bog om, hvad der sker, når man ikke længere er det eneste barn i familien.



Informationer og udgaver