Bøger / skønlitteratur til børn

Laura fejrer jul


Beskrivelse


Billedbog. Allerede før advent begynder Laura at glæde sig til jul. December måned er fuld af dejlige juleforberedelser, og juleaften kommer julemanden forbi med lige den gave, som Laura har ønsket sig allermest.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Ulla Møller

2007

En julebog for alle de 3-6-årige der ligesom Laura glæder sig til julen.

Der er nu udgivet syv billedbøger om Laura eller Conni som hun hedder i hjemlandet Tyskland, hvor forfatteren udelukkende er kendt for en lang række bøger om Conni. Historien om Lauras jul har tidligere sammen med flere andre fortællinger om Laura været udgivet som Pixi-bog, så mange børn kender allerede Laura og hendes familie, men i det større format kommer illustrationerne i Eva Wenzel-Bürgers velkendte, venlige og naturalistiske streg helt til deres ret. Bogen fortæller, hvordan Laura begynder at glæde sig til jul, da de første julevarer dukker op i butikkerne længe før advent. Læseren følger med i juleforberedelser og julehygge hjemme hos Laura. Langt de fleste traditioner ligner de danske med advent, pakkekalender, besøg hos julemanden etc., mens andre som julekrybbe, krybbespil og slikfyldte støvler er lidt anderledes, men ikke mindre hyggelige. Det hele kulminerer juleaften, hvor Laura måske får svar på om julemanden eksisterer.

Der er rigtig mange bøger om jul og juleforberedelser for de yngste. Men nye titler er velkomne, og selv om nogle måske allerede kender historien om Laura fra Pixi-bogen af samme navn, egner det store billedbogsformat sig bedre til familieoplæsning.

En hverdagsrealistisk billedbog der stilfærdigt fortæller om nogle af alle de rare ting, de fleste familier samles om i julemåneden.