Her er den første bog i mange år, som udelukkende handler om fremstilling af lampeskærme. Det er en lækker og trendy bog, som knytter sig til tidens stil i boligindretning. Belysningen skal være "hyggelig, varm og smuk". Der er en enkelt foldet skærm, de øvrige er glatte, og det er derfor dekorationerne, der er det væsentlige. Her er der ideer for enhver smag: broderede, hullede, skabelonmalede, udklippede m.v.. Der er ideer til kanter og anden finish. Bogen beskriver hvilke materialer, der skal bruges, hvordan man måler op og iøvrigt bærer sig ad. I bogens midte er indsat ark, hvorfra man, hvis man tager siderne ud (stakkels biblioteksbog), kan kalkere bogens modelforslag. Ligeledes er disse modeller indsat på sider af karton til udklipning af læseren. Bogen er inspirerende og modellerne er væsensforskellige fra gamle dages silkeskærmsyning. Bogen henvender sig til et moderne publikum, som her kan inspireres til at lave noget lignende.