Le quattro volte

Smuk og poetisk italiensk film, der med minimalistiske midler viser livets og naturens gang.

En gammel gedehyrde leder sin hjort gennem stier i en italiensk landsby. Han passer sine geder, men vakler og hoster og spiser kirkestøv med magiske kræfter. Men en dag er han død. Livet går videre i gedeflokken. Et nyt kid bliver født, det opdager nysgerrigt verdenen og vokser op, indtil det en dag kommer udenfor folden, bliver væk fra flokken og dør under et træ. Træet bruges i et ritual til afbrænding i landsbyen og lever videre gennem naturens kredsløb. Italienske Michelangelo Frammartino, der tidligere udelukkende har lavet kortfilm, vandt juryens specialpris i Cannes og hovedprisen ved CPH:Dox med denne film, der skønt helt uden ydre dramatik kan kaldes dramadokumentarisk.

Uden hverken dialog, speak eller underlægningsmusik, handlingsforløb og større dramatik bliver der rum til at reflektere over naturen, livets gang og sjælens vandring. Den ligner ikke nogen anden film, heller ikke den koreanske Forår, sommer, efterår, vinter - og forår, der har tematiske lighedspunkter.

Det er en film, der kræver tålmodighed, men man bliver så rigeligt belønnet. Det tidløse understreges af, at den ganske vist udspiller sig i nutiden, men i en landsby hvor tiden synes at stå stille. Giver man sig hen, bliver man grebet og slipper ikke den utrolig smukke billedoplevelse, der på en både symbolsk og meget konkret måde gennem en tilbageholdende og distanceret stil sanseliggør selve livet.

Læs hele vurderingen