En pixiagtig bog med kortlege, kortspil og kabaler til de 9-12-årlige. Især henvendt til spejdere, men også anvendelig til ture med klassen, klubben eller i andre sammenhænge.
Lille overskuelig bog med vejledninger til 17 aktiviteter, kortspil og kabaler, lige til at putte i lommen sammen med et sæt spillekort. Aktiviteterne er ordnet i 5 afdelinger: Kortlege og holdaktiviteter med spillekort, 6 velkendte kortspil fra Fisk og Olsen til 500 og Casino. Endelig 4 kabaler og et enkelt korttrick. Bogen er letlæst. Alle spil og aktiviteter forklaret på overskuelig vis, og hver afdeling har sin egen farve, som bruges i overskrifter og en fast infoblok om deltagerantal, tidsforbrug, inden- eller udendørs aktivitet og sværhedsgrad. Rigt illustreret med tegninger af glade kortspillende børn.
I bibliotek.dk er der ikke bøger om emnet fra de seneste år, så bogen er en kærkommen revival, omend bogens 35 sider i et pixiagtigt format ikke er særlig biblioteksegnet. Risikoen for at den vil forputte sig er overhængende.
Lille overskuelig bog med vejledninger i kortspil, kabaler og andre aktiviteter med spillekort. Især til spejdere og klubber.