En lækker, inspirerende aktivitets- og legebog for forældre og pædagoger, der har børn fra 3 år. Uhøjtideligt, legende og lettilgængeligt fortæller den også om traditioner, årstider, mærkedage og kristne højtider året rundt. Pædagog og mor til 3 drenge Helle Lindahl øser således på veloplagt vis igen ud af sin viden og erfaringer, og bygger videre på hvad hun begyndte i Hva' ska' vi lege?, 2004. Det er en opslagsbog, der fra nytår til jul virker som en kalender og gennem lege, sange, opskrifter, kortspil, gættelege og mange andre aktiviteter meget enkelt beskriver, hvordan man kan fejre dem. Beskrivelsen af årets gang er skrevet i et sprog egnet til højtlæsning, mens beskrivelsen af aktiviteterne henvender sig til de voksne. De fleste af aktiviteterne er klassiske, men der er også mange nye ideer, sange og lege. Alle mærkedage er husket fx Valentinsdag, 1. maj, Mors dag, Valdemarsdag, Halloween og Mortensaften. Bogen er velforsynet med stemningsfulde farvefotos især af legende børn. Der er skabeloner i fuld størrelse og generelt virker bogen let og overskuelig og ikke mindst tiltalende at gå til. Bogen kan nydes af både moderne forældre, pædagoger og bedsteforældre. Vi har andre titler om årstider, højtider og lege, men denne fortjener at være et tilbud til børn i alderen 3-11 år.