Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Legendernes tid


Beskrivelse


Poul og Jens skal lave et orienteringsløb, hvor kendte eventyr indgår i posterne. Det er svært at gøre det levende, men da en ond troldmand hjælper dem, bliver eventyrene lige lovlig livagtige.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. juni 2010

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 11. juni 2010

Børnebog som blander hverdagshistorie, fantasy og eventyr. Selvstændig læsning fra ca. 10 år.

I dette 3. selvstændige bind om de 2 drenge med de i dag nærmest sjældne navne Jens og Poul (1. bind Djævlebaronen, 2002) skal drengene lave et orienteringsløb, hvor der ved posterne indgår kendte eventyr. Som i tidligere bind er de på (kortvarigt) besøg i fortiden og kommer til at hente en ond troldmand med tilbage til nutiden. Han gør drengenes eventyrfigurer levende og efter en række uhyggelige hændelser centreret om kendte eventyr, kulminerer det hele i en kamp mellem gode og onde eventyrfigurer, hvori også den forhadte lærer Lind spiller en rolle. Teksten er som i tidligere bind velskrevet og delt op i korte, læsevenlige kapitler, og efterhånden som historien skrider frem bliver handlingen også ganske spændende. Til gengæld er den humor, der karakteriserede de tidligere bøger, kun glimtvis til stede i denne bog. Det afspejler sig også i omslaget, der denne gang signalerer uhygge snarere end skæg og ballade.

En lignende vellykket blanding af fantasy og eventyr er tidligere set i Buckleys Søstrene Grimm, 2006 og i nogen grad i Roddas Nøglen til Rondo, 2009.

En ganske spændende og velskrevet fantasy-bog, hvor velkendte folke- og kunsteventyr - ofte med en lille handlingsmæssig eller personkarakteriserende drejning - bliver vigtige ingredienser i en handling, hvor også genkendelsens glæde i forhold til de kendte fortællinger spiller en rolle.