Legetøj er en novellesamling med en håndfuld noveller, der primært er science fiction og mild horror. Læsere af de to genrer vil finde en række korte, sluttede fortællinger om alt fra dræberedderkopper til ældre damer med dødelig beslutsomhed.
Forfatteren har tidligere offentliggjort tekster på Fyldepennen.dk og fået udgivet tekster i i de to science fiction blade/bøger Science Fiction Cirklen og Proxima. Fortællingerne er skrevet i mundret dansk. Oftest foregår de i nutidens Danmark, hvor enkelte elementer får et sært eller magisk twist, der får hele historien til at vinkle på en overraskende måde. Den allersidste novelle sætter alle de øvrige fortællinger i perspektiv. Forsiden signalerer fint blandingen af sci fi med sit foto af rummet, mens horrorelementet illustreres af et truende øgleøje, der titter frem bag en flig af omslaget. Forsiden har mindelser om Science Fiction Cirklens udgivelser. Historierne kan læses selvstændigt, men hænger indbyrdes sammen.
Novellesamlingen minder om øvrige, dansksprogede og -skrevne science fiction samlinger fra fx Science Fiction Cirkelen. 2 af de 16 noveller har tidligere været udgivet, den ene under et andet navn.
Legetøj er en samling noveller fra dagens Danmark, hvor forfatteren blander magisk realisme, horrorelementer og uhygge med emner som global opvarmning, selvtægt og overlevelsesinstinkter. De korte noveller vil fint egne sig til undervisningsbrug, ligesom de kan formidles til sci fi-læsere, der ønsker små historier.