WiiU. Actionspil i den efterhånden lange række af LEGO-licensspil. Målgruppen er børn fra 7 år, men TT Games har som sædvanligt skruet historie og udfordringer sammen på charmerende vis, så ældre børn og voksne også er inviteret med. Engelsk tale og danske tekster. PEGI: 7 med ikon for voldsomhed.
Spillets historie og gameplay er uændret i forhold til de øvrige konsol-versioner, og jeg tilslutter mig helt mine kollegaers overvejende positive materialevurderinger af dem. Om end LEGO-formularen efterhånden er lidt slidt, så klæder dette spils sandbox-gameplay LEGO-konceptet. En lille fornyelse, som er meget vellykket. Eneste forskel fra de øvrige versioner findes i brugen af WiiU gamepad'en. Den lille skærm kan bruges som kort og til at skifte figurer med. I praksis er den gammeldags metode (via knap) dog bedre. Styring via den gamle Wiimote fungerer ikke optimalt, så multiplayer fungerer bedre og mere jævnbyrdigt i de andre versioner. Endelig giver WiiU gamepad'en mulighed for at spille på den lille skærm alene, altså uden tv-skærm. Grafik og stemmer er af høj klasse, også i WiiU-versionen.
Til WiiU-konsollen findes også det fremragende LEGO City undercover (som ikke tilbydes bibliotekerne), som er et rendyrket GTA-inspireret sandbox-spil.
Alt i alt er denne WiiU-udgave af et af de bedste LEGO-spil på markedet, et godt bekendtskab. Eneste minus findes i multiplayer, hvor ekstra spillere skal døje med den gamle Wiimote - men det er et lille minus. Spillet findes nok på bibliotekerne allerede til de andre konsoller, men i opbygningen af en WiiU-samling, er dette spil relevant, som et af de bedste til børn.