Wii. Adventurespil. Spillet henvender sig til fans af "Pirates of the Caribbean", som også synes om Lego-universet, og dem er der sandelig nogle stykker af for tiden! Drenge og piger fra ca. 6 års alderen vil elske dette spil, tror jeg. Min medanmelder på 5 år er helt bidt af det. Grunden til at jeg alligevel sætter aldersvurderingen til 6 år er, at han ikke helt mestrer de avancerede funktioner i spillet. Multisproget herunder dansk. Pegi: 7 og ikoner for vold og frygt, som jeg finder stærkt overdrevne.
Man kan gennemspille alle fire film. For at gennemføre de forskellige scener skal man både slås, finde genstande, samle ødelagte lego-maskiner, ride på dyr, sejle i både o.m.a. Der er god brug for både fantasi og snilde. Spillet veksler mellem filmsekvenser (i Lego) og spilsekvenser med hovedvægten på sidstnævnte. Grafikken er god og musikken stemningsskabende.
Spillet minder om mange andre Lego-spil til wii fx Lego Harry Potter - years 1-4. Men i det her spil behøver man ikke at løbe sammen hele tiden for at "få skærmen til at følge med". Skærmen deler sig op i to, når man er for langt fra hinanden, hvilket er et plus.
Jeg synes, at Lego er rigtig godt kørende med spil fortiden. De er underholdende, udfordrende, sjove og omhandler emner, der er oppe i tiden. Dette spil er ingen undtagelse. Det er sjovt at se filmene transformeret til Lego. Lego's Jack Sparrow løber fx også her på sin sære tøseagtige måde, og det fungerer suverænt med at løse opgaverne ved at samle, bygge og slås i dette spil, som jeg ikke ville tøve med at købe til biblioteker af enhver størrelse.