Leif i forstaden (en drømmefangerhistorie)

En roman om barndom, drømme og dissonans i 1980'ernes Danmark. Vi følger drengen, hvis omverden melder sig i brudstykker i et tæppebombardement af sanseindtryk. En roman til læsere af udfordrende litteratur om angstens væsen, om erindring, sårbarhed og fantasiens styrke.

Romanen tager os med tilbage til 1984, hvor en dreng vokser op midt i de kolde, frygtindgydende forstæder omkring Vestegnen i København. Her forsøger han at finde varme og mening i en verden, hvor idealer og virkelighed støder hårdt sammen. Med referencer til både det mytiske "Grusien", Scherfigs "Morgenrødens Land" og samtidens brutale realiteter tegner bogen et dobbeltsyn: en indre, poetisk flugt og en ydre, knugende virkelighed. Drengen bevæger sig rundt mellem højhuse, stationer, parker og bodegaer til et lydspor af lys pop, koldkrigspunk og drømme om solariebrune Trine Michelsen. I brevene fra den mystiske skikkelse Volk, der synes at vide alt og følge drengens tanker tæt, opstår et gådefuldt lag af indsigt og overvågning.

En stærk fortælling om vold, nostalgi, drømme og desillusion. Strukturen er fragmenteret og legende, tider forskydes, synsvinkler skifter. Teksten flimrer som et gammelt billedrør og frembringer et poetisk patchwork af 80'ernes kulturelle landskab. Der er noget mystisk og dragende i Thomsens mørke, som kræver, at læseren både må læse hurtigt og intenst langsomt. Udfordrende, ja. Givende, ubetinget.

Eksperimenterende skildringer af barndommen ses fx i Vagn Remmes Her er jeg.

Læs hele vurderingen