Et nyt, omfattende litteraturleksikon om børnelitteraturen med ca. 1500 alfabetisk ordnede opslagsord og artikler om forfattere, illustratorer, institutioner, tidsskrifter, priser, forskere, organisationer samt en lang række titler, ord og begreber af betydning for det børnelitterære område. Værket adskiller sig fra Børnebogsnøglen (1988) ved flere og fyldigere artikler af leksikal karakter med relevante litt.henv. Hovedvægten ligger på den nyere danske og til dansk oversatte børnelitteratur, men den ældre del er også velrepræsenteret i det omfang den stadig har betydning og læses. Forfatterne er udvalgt efter kvalitet og udbredelse, og omfanget af artiklen varierer fra få linier til mange spalter alt efter deres betydning. Der er lange oversigtsartikler over de betydende landes børnelitteratur og henv. til faglitt. om andre lande. En lang række fagudtryk , -termer, analyseredskaber m.m. er med. I det hele taget er det et meget komplet og imponerende værk, som ikke er set tidligere i Danmark. Det er gennemarbejdet, grundigt og velredigeret af de to eksperter indenfor området og et uundværligt opslagsværk for alle der arbejder med eller interesserer sig for børnelitteratur. Til reference og udlån (mest voksne). Bagest et omfattende titelregister.