Ny veludstyret kunstserie med store billedflader, detailrigdom og en blanding af instruktive tegninger og gengivelse af kunstværker i helhed og udsnit. Bogen går kronologisk frem og beskriver Leonardos liv og udvikling som maler, kunstner i bred forstand, opfinder og videnskabsmand. Den kommer rundt om alle aspekter af da Vincis mangesidede og banebrydende talent og efterlader et indtryk af en multikunstner og universalbegavelse, der på mange måder var forud for sin tid. Hans samtid renæssancen beskrives ligeledes samfundsmæssigt, historisk og kunstnerisk. Teksten, der ikke er helt letlæst, er opsplittet i korte hovedtekster samt billedtekster, der tilsammen rummer en imponerende mængde informationer, men til gengæld ikke noget samlet overblik. Billedmaterialet domineres af nytegnede skematiske tegninger fra da Vincis samtid, byer, bygningsværker og tekniske opfindelser samt fine gengivelser af da Vincis egne værker suppl. af samtidige kunstværker, dog ofte så stærkt formindskede, at de ikke kommer til deres ret. En umiddelbart flot og rummelig, men noget kalejdoskopisk udgivelse henvendt til unge fra ca. 13 år - også voksne. Laffertys bog fra 1992 lægger hovedvægten på da Vinci som videnskabsmand, mens Masons bog fra 1994 fortrinsvis er om kunstneren. Sidst stikordsreg. og oversigter.