Bøger / skønlitteratur / roman

Leotas have


Beskrivelse


84-årige Leota lever et ensomt liv i sit hus og have i Californien. Hendes tilværelse ændrer sig, da hendes unge barnebarn og en ung studerende involverer sig i hendes liv og familiens hemmeligheder kommer for dagens lys.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. dec. 2013

af

af

Else Marie Reedtz Cohen

d. 4. dec. 2013

Til læsere af dameromaner med en religiøs kristen ramme.

Bogen foregår i en nutidig ramme i Californien. Leota er en gammel dame, der bor alene og får brug for hjælp til indkøb og anden hjælp i hus og den før så flotte have. Som frivillig hjælper kommer Corban en ung studerende. Han skal bruge et gammelt menneske som case i et projekt. Annie, Leotas barnebarn, der pga. familiestridigheder ikke kender sin mormor, dukker også op. Annies mor er på kant med sin mor og grunden til det afsløres lidt efter lidt, men mange sider skal læses, før familiestridighederne bliver helt belyst. Annie er flyttet hjemmefra og har som 18-årig gjort oprør mod sin mor og valgt at leve sit liv, som hun selv ønsker det. Annie er genfødt kristen ligesom forfatteren Francine Rivers. Bogen igennem er der lange passager i kursiv med religiøst tilsnit. Bogen er meget lang, forsoning og forløsning indtræder sent. Personbeskrivelserne er lidt ujævne, Annies mor er klichefyldt beskrevet. Beskrivelsen af Leota og de gode stunder i hendes hus og have vil mange holde af. Sidst i bogen er spørgsmål af religiøs art, som læseren kan arbejde videre med.

Den kan i ramme og tema ligne En datters drøm af samme forfatter. Charlotte Links Rosendyrkerne og Marcia Willetts romaner minder om Rivers, uden den religiøse ramme.

Roman med skildringer af især kvinder og deres komplicerede relationer i en amerikansk kristen familie. Fortrinsvis til læsere af kristne romaner.