Ved opslag i bogens sidste afsnit kan man finde ca. 6000 alfabetisk opstillede franske verber og blandt andet få oplyst, om det enkelte verbum er transitivt og refleksivt. Ved hvert verbum er der en henvisning til et eller flere bøjningsskemaer. Der er i alt 118 bøjningsskemaer, som hvert fylder en side. Som en hjælp til den læser, der måske vil finde det enkelte bøjningsskema uoverskueligt, findes en afrivelig omslagsside, hvorpå der er en udstanset skabelon, således at de fem hovedtider let fremtræder. I det indledende afsnit er et bøjningsskema oversat til dansk. Til trods for disse hjælpeforanstaltninger er bogen alt for omfangsrig og vanskelig til undervisning i folkeskolen. Bogen vil være et godt opslagsværk for den mere avancerede franskstuderende, men vil ikke kunne finde anvendelse på 10. klasses valghold.