Blandt de mange årsager, der kan bidrage til sygdommes opståen, er de psykosomatiske uden tvivl væsentlige. Det er det, som denne bog handler om, men på et grundlag, der ikke er ganske nutidigt. Den er oprindelig udgivet i USA i 1954, første gang på dansk i 1983, og dette er altså et genoptryk. Den amerikanske læge, der har forfattet den, er en livsklog mand, der formår at skrive jævnt og ligetil, så enhver kan forstå det. Bogens hovedbudskab er, at man bør tage livets mere eller mindre behagelige tilskikkelser med tålmod for at undgå den form for stress, der bl.a. kan føre til psykosomatiske sygdomme. Den indeholder i denne forbindelse mange kloge og velmente råd, som stadig vil kunne anvendes. Når det er sagt, er det også muligt at komme med en del indvendinger. Det videnskabelige grundlag kan med så mange år på bagen ikke være ganske up to date. Bogens udgangspunkt er et amerikansk middelklassesamfund, hvor den almene moral ikke tillod sex udenfor ægteskabet, og hvor utroskab i flere stater var direkte strafbart. Alt i alt vil den etik, der er lagt til grund for livet som helhed, kunne lægge en alvorlig dæmper på livsudfoldelsen i et moderne Danmark. Måske især anvendelig for traditionelt kristne læsere, der vil kunne goutere forfatterens etiske holdning.