Uden helt at have Dan Browns pageturner-kvaliteter og uden på samme måde at kildre læserens gådeløsnings-glæde, kan bogen om det hemmelige bibliofilselskab appellere til samme målgruppe som Dan Browns.
Spændingsromanen om et hemmeligt Bibliofilselskab er den 39-årige forfatters debut. Selskabet består af såkaldte Lettorer, mennesker som kan påvirke andres holdninger og følelser gennem læsning. Advokaten Jon arver faderens antikvariat, som viser sig at være centrum for selskabet, hvis formål er at fremme læseoplevelsen. Mystiske hændelser viser dog, at andre med mindre ædle motiver, prøver at tilrane sig magten i selskabet, og Jon og den smukke og ordblinde Katherina forsøger at løse mysteriet. Nogle intense beskrivelser af mennesker under læsningens (og Lettorernes) sjælsrystende indflydelse viser forfatterens potentiale. Jeg synes dog ikke, historien for alvor bliver spændende, dertil er der for lidt kød på plottet, ligesom der mangler en lidt større grad af sproglig finpudsning; fx forstyrres læserytmen for ofte af sjusket og ukorrekt brug af småord.
Selv om plottet ikke for alvor føles farligt, og selv om den pædagogiske hensigt: at plædere for den skønlitterære læsning, måske skygger lidt for spændingsfaktoren, vil læsere med hang til hemmelige selskaber og fx Dan Brown, kunne have glæde af bogen.
Det føles ikke som om forfatterens potentiale som ny dansk spændingsforfatter, indfries helt med denne første roman, men anslaget er der ikke noget i vejen med, det lover godt.