Akutsygeplejersken Aly fantaserer om sexede, maskerede mænd, der stalker hende. Især ham, hun følger på sociale medier. Men hvad sker der, når fantasi bliver til virkelighed? For voksne læsere af erotisk dark romance.
Dark romance-roman om den 25-årige Alyssa Cappellucci, der bor alene med sin kat, Fred. Aly har en "kink" med letpåklædte, maskerede mænd, som hun dyrker på sociale medier og især “Den Ansigtsløse Mand", en muskuløs, tatoveret mand med ansigtet skjult bag en spøgelsesmaske. Efter en særlig hård aftenvagt og lidt for meget vin sender Aly ham en besked med opfordring til at bryde ind hos hende. Manden bag masken er Josh Hammond, cybersikkerhedsekspert og søn af en berygtet seriemorder. Da Josh læser Alys besked, tager han imod opfordringen - for Aly er allerede på hans radar, og hun tænder alt i ham. Bogen indledes med en triggerwarning om eksplicit indhold og er 1. del af trilogien "Into Darkness" af den amerikanske forfatter Navessa Allen.
Kinky og underholdende stalker-romcom om seksuelle fantasier, traumer og kærlighed. De mange mørke emner til trods, så er denne velskrevne roman både letlæst og virkelig sjov, med flere varme og søde scener, fx med Alys kat, Fred, og masser af humor i de skiftende perspektiver og dialoger mellem Aly og Josh. Som forventet indeholder bogen også flere erotiske og seksuelt eksplicitte scener. Appellerende forside, der fanger opmærksomheden.
Twisted love er lignende dark romance med stalker-vibes.