Bøger / skønlitteratur til børn / sjove bøger

Lille Allan og dobbeltgængerskolen


Beskrivelse


Lille Allans pomfritter er blevet forgiftede og han vågner op på en dobbeltgængerskole, hvor de rige sender deres børn hen. Vi hører om skolen og om, hvordan Lille Allans far og kæreste tager afsted for at redde ham.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. sep. 2013

af

af

Anders Christian Sivebæk

d. 16. sep. 2013

Oplæsningsbog for de 5-8-årige, der kan lide en sjov, nutidig og til tider tankevækkende historie med humor og spænding. Godt omslag med både Lille Allan, skolen og dækkende bagsidetekst.

Knutzon og Frödin er henholdsvis dramatiker og skuespiller, det er deres anden bog sammen om Lille Allan. Lille Allans far er taget til Finland for at hente en ny lygtefisk til Danmarks Akvarium, så Lille Allan er alene hjemme i Urbanplanen, og efter at have besøgt underboen Helge løber han ned og køber pomfritter. Han bliver bedøvet og kidnappet af Neglen og vågner op på Dobbeltgængerskolen, ledet af stramtandede Ellinor. Her lærer børn at være dobbeltgængere for rige folks børn. Lille Allan bliver dobbeltgænger for Pablo, hvis curlingforældre ikke mener, han kan noget selv. I bogen følger vi både Lille Allan og hans far, der sammen med Kirsten sætter en redningsaktion i gang ved Gardasøen, hvor Pablos forældre bor. Alt ender godt, og Pablo flytter til sidst ind hos sin mormor, som han troede var død. Sproget glider godt, det er sjovt med navne og steder fra virkelighedens verden. Illustrator er kendt for Pingpris-belønnede Post-it-monstre (2011/48), der er noget mere uhyggelige i stregen end Lille Allan og hans venner.

Nærmeste sammenligning er første bog i serien, Lille Allan - den menneskelige antenne (2012/48). De sjoveste bøger i samme genre med outsidere og drenge er Ole Lund Kirkegårds bøger.

Tankevækkende højtlæsning, der vil gøre sig godt i hænderne på en engageret oplæser.