Billedbogen henvender sig til de 5-8-årige. Temaet er barnets frygt for, at forældrenes skænderier skal føre til skilsmisse. Hverken bogens titel eller forside indikerer temaet.
Vi kender alle angsten for det uvisse - det vi ikke kan definere, men som føles så forkert. Dorte Lilmoses tredje børneudgivelse beskriver følelsesladet Floras angst for, at forældrene under et skænderi skal gå fra hinanden. Følelsen beskrives rammende som "at have en vandmand i halsen". Flora beslutter at tage sagen i egen hånd. Hun smører superlim på morens læbestift med den tanke, at når hun så kysser far, så vil læberne sidde fast, og så kan man jo ikke blive skilt. Illustrator Kirsten Raagaard kender vi fra en lang række børneudgivelser. Illustrationerne i denne bog supplerer bogen godt og bidrager til bogens stemning og undertoner.
Dorte Lilmose kendes fra en anden billedbog om skilsmisse: Pigen, spøgelset og den blå næse. Der findes mange bøger om skilsmisse - fx Grays Mor og far lim, som også handler om ønsket om at "lime" mor og far sammen og Herzogs Mor græder.
I disse skilsmissetider kan vi ikke få for mange børnebøger om emnet. Denne bog har indlevelse, humor og er desuden både velskrevet og -illustreret. Derfor bør den naturligvis findes i et bredt udsnit af børnebibliotekerne.