Linnea og snemanden

Lige så stille og sart bogens små og enkle tegninger er udført, lige så roligt og nænsomt er historien fra Nordland fortalt. Jegfortælleren Linnea og hendes far venter begge utålmodigt på sneen. Det er tæt på jul, og de har deres specielle snemandssnakke og -lege. Især om "den afskyelige snemand". Juleaftensdag på vej til farmor, onkel, tante og fætrene rammer farens bil et hvidt rensdyr. Et smukt dyr, som forsiden viser. De tier om uheldet. Linnea tænker hele tiden på rensdyret og snemanden. Er renen alene? Hvorfor er den hvid? Blev den såret? Mon snemanden dukker op? Hører den hvide ren og snemanden sammen? Ligner snemanden ikke lidt hendes far? På tilbageturen 2. juledag vælter sneen ned, og pludselig ser Linnea en lyslevende snemand - sådan som hun selv har forestillet sig, han ser ud - tage sig af renen. Roen og harmonien er genoprettet, og hjemme er hendes hengivenhed over for faren omend endnu større. Og ikke på noget tidspunkt har faren eller Linnea givet læseren grund til at tro, at et lille julemirakel vil ske, så at moren, der for 2 år siden flyttede sammen med en anden mand og hans børn, vender tilbage. Nej, far og datter fortsætter det stille liv højt oppe i det ensomme Nordland. En sød og varm oplæsningsbog for de 5-6-årige. Den lægger op til emner som sne, snemand, jul højt mod nord, jul i familien m.m. Man skal være 2-3 år ældre for at kunne læse den selv.

Læs hele vurderingen