En ny krimi af Elsebeth Egholm er guf for hendes mange kvindelige læsere, som vil stå i kø for at sluge en underholdende og letløbende femikrimi fra et nutidigt Århus.
Femte krimi med den fandenivoldske århusianske journalist Dicte Svendsen. Nye læsere kan stige på her, selvom det er en fordel at have læst de foregående bind, så man har helt styr på Dictes lidt komplicerede privatliv og hendes tidligere meritter som opdager. En ung kvinde findes dræbt på makaber vis. Dicte falder over vigtige spor, og med vanlig tæft og træfsikkerhed er hun hele tiden et skridt foran politiet og får færten af trafficking og ulovlig handel med organer. Som altid i en krimi af Egholm er der adskillige parallelle handlingsforløb, som konstant og virkningsfuldt krydsklippes med selve det kriminelle plot. I et hæsblæsende og nervepirrende klimaks falder det meste på plads, og som læser har jeg været godt underholdt gennem hele bogen og har valgt højt og flot at ignorere, at Liv og legeme ikke holder som en ganske troværdig krimi. Dertil er der for mange sidehandlinger og usandsynlige sammentræf, og Dicte Svendsen er endnu en gang superheltinde over alle heltinder. Ikke desto mindre glæder jeg mig allerede til de næste bind i serien!.
Elsebeth Egholm (f 1960) er et stort navn inden for femikrimier og et must for danske læsere af genren.
Underholdende og spændende femikrimi af Elsebeth Egholm, der som de fire foregående bind i serien om Dicte Svendsen vil have meget stor publikumsappel.