Genudgivelse af et at DT's talrige prosalyriske skriftforløb fra først i 70'erne - udgivet første gang i 1976. Bogen udkommer i forlagets sædvanlige flotte udstyr med omslag af Per Kirkeby og er et centralt værk fra perioden. Fuld af veldrejede og fabulerende tankeforløb fra DT's righoldige lager om "sig selv" og drevet frem på præferencerne for film, musik, detektivromaner og surreelle drømmesekvenser. Der er facon og disciplin i de tilsyneladende fritløbende associationsagtige forløb, der stedvist ligner filmsekvenser fra en indre og ydre bevidsthed. Måske inspireret af free jazz-formen er bogen struktureret i fem "sæt", der igen er struktureret i afgrænsede afsnit, der kan ses som improvisationer over sættenes eller hovedafsnittenes fem temaer, der bærer titlerne: Af bevidsthedens/drømmenes/kønnets/stoffernes/arbejdets bog (min sammenstilling) tilføjet en afsluttende coda om døden. Hans åbenhed og fordomsfrie tilgang til livet gør hans tekster "moderne" på en måde, der må appellere til førstegangslæsere. Og hvor DT i 70'erne også måtte holdes op mod både systemmodernisme, meningskonformitet og sit selvvalgte image, kan han i dag nok så meget læses og genlæses på sine egne præmisser, og det bliver bogen her bestemt ikke ringere af.