Kunderas roman holder en ironisk afstand til sine to hovedpersoner, digteren Jaromil og hans mor. Jaromil er helt i fokus, han er drømmeren med de mange litterære forbilleder, som han ikke letkan få sin egen tilværelse til at gestalte sig efter. Hans forhold til kvinderne er uden fast styring, til de politiske begivenheder omkring og efter 1948 hovedløst. Helt sikkert i Jaromils ogmoderens liv er kun deres gensidige og uafrystelige binding til hinanden. Romanen er bred, giver sig god tid, zoomer hen over situationer og scenerier, henvender sig ofte direkte til læseren:Genkender du ikke egentlig meget af dig selv i denne grænseløst forvirrede yngling? Den er ikke fri for krukkeri, men på sin krukkede måde, med sin skiftevis clair/ obscur, skiftevis helt direktefortællende teknik kan den godt fastholde læserens interesse og efterlade et indtryk af noget helt alment: Den vanskelige vej fra drømmen til virkeligheden, kunsten at finde livet.