PN, senest aktuel med Gule og grønne skove, 2000, præsenterer i et absolut medrivende sprog, billeddannende til det kalejdoskopiske, en lang række digte. Fra ganske små fine lyriske afvejninger til det store afsluttende programdigt "En ufornuftig glæde". En rejse farvet af sanseindtryk fra omgivelser, omverden, liv og bevidsthed. Med utrættelige evner for og hang til refleksion, til atter at prøve at sanse og forstå, og måske ikke mindst til at nyfortolke det liv og de betingelser der determinerer digterjegets gøren og laden fra først til sidst. Samme jeg kan så undervejs passende spørge: "Fandt du et okular der passer så nogenlunde til din livsopfattelse?". Igen og igen med evner for og trang til at botanisere i tilværelsens krinkelkroge, til at erkende, opnå udsyn og associere fra det små til det store. Det ser så legende let ud og fremstår undertiden så sprogligt henkastet og tilfældigt i et lyrisk forløb der af ydre fremstår noget nær jævnt prosaagtigt, men bag det henkastede og tilfældige er der stringens og sproglig beherskelse, en form for egen verbal mondænitet der nok ikke er alle forfattere beskåret. Nye læsere kan begynde her, men mon ikke PNs store dvælende og panorerende passager primært vil appellere til kendere af digterens rum og univers.