Bøger / faglitteratur til børn

Livet i skovene


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. juni 2001

af

af

Susanne Thøfner

d. 6. juni 2001

Denne farvestrålende bog koncentrerer sig om løv- og nåleskove i de tempererede zoner og omtaler ikke de tropiske regnskove. 15 afsnit, der hver især fylder 2 sider, omtaler f.eks. eukalyptusskove, nattens dyr, nordlige nåleskove og beskyttelse af skovene. Bogen afsluttes med nyttige adresser og tilhørende hjemmesider samt et stikordsregister. Hvert opslag består af en indledning samt adskillige kortere afsnit, der knytter sig til de mange udmærkede farvefotos. Teksten er ret kortfattet og forholdsvis mundret, men bogens layout er så afvekslende, at siderne er tæt på at virke uoverskuelige. Her er runde, firkantede, ovale og fritlagte fotos, sider med farvet baggrund og billedtekster, der er sat med en anden og langt mindre font end hovedteksten. Her er mange interessante oplysninger, men det kan være lidt svært at holde styr på dem. Natur og dyreliv i de tempererede skove (2000) omtaler samme emne, men er både mere udførlig og en del sværere. Edward Parkers bog Vores skove (1997) omtaler både de tempererede og de tropiske skove, og den kan udmærket suppleres af Livet i skovene, der henvender sig til samme aldersgruppe. Bogen kan bruges som bladrebog eller supplement til opgaveskrivning fra ca. 12 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 6. juni 2001

af

af

Steen Agger (skole)

d. 6. juni 2001

I en ny serie fortælles her om alverdens tempererede skove og deres plante- og dyrearter. Det er et stort emne at tage op på 34 sider, og der bliver da også kun plads til meget generelle betragtninger og omtale af forholdsvis få planter, fugle og dyr. I bogen er ingen referencer til danske forhold. På hvert opslag behandles et bestemt emne: Nordlige nåleskove, de store rødtræer, lyse løvskove, eukalyptusskove, rovdyr og bytte, nattens dyr, parringsleg osv. På hvert opslag findes en brødtekst. Der er også illustrationstekst til de gode men ofte ret små farvefotografier, der befinder sig rundt om på opslaget. Bagest er der afsnit om mennesker og skove og om beskyttelse af biotoperne. Der er endvidere adresseliste og stikordsregister. Bogen kan læses fra 6. klassetrin. I forvejen findes Natur og dyreliv i de tempererede skove, der udkom sidste år. Den fortæller godt og grundigt om emnet men er lidt sværere at læse.



Informationer og udgaver