Livets barske lektie, 2 kan formidles til science fiction-læsere, og såmænd også til læsere af thrillers. Den vil være velegnet til manden, der har læst alt i bibliotekets science fiction-sektion. Men giv den endelig ikke til fantasy-læsere, det er den alt for barsk til.
Helene Th. Svolgart udgiver på sit eget lille forlag Balatana, der har som mål at udgive dansksproget litteratur, der ikke lader sig begrænse af genrer. Netop denne titel er mest science fiction, men har en mere menneskelig vinkel end genren almindeligvis giver sig af med, ligesom den har mange elementer fra thriller-genren. Dette er anden del af serien, og den virker langt mere bearbejdet end 1. del. Sproget er levende og kulørt, personerne let stereotype og der er knald på handlingen.
Vi er ikke forvænt med danske science fiction udgivelser, men der findes enkelte oversatte titler, der typisk udkommer på små forlag. Et eksempel kunne være Antistof af Charles Stross, udgivet af Science Fiction Cirklen. Generelt læses der mest science fiction på engelsk.
Selvom niveauet ikke er det allerhøjeste er historien fængende og sproget levende. Bogen vil helt sikkert finde sine læsere blandt danske science fiction fans.