Hvis ikke det bliver årets mest forbløffende og drilske bog, kommer det til at gå vildt til. Uden at kende noget til Holappa forestiller jeg mig, at han har besluttet sig til at skrive en psykologisk familieroman, som et dusin af vor tids mest forskelligartede forfattere ville gøre det, og resultatet er for mig at se en ustyrlig rodet, men også æggende og sjov litterær satire. Det begynder ret traditionelt med et let ironisk fødselsdagsportræt af en reaktionær og selvgod bankdirektør, fortsætter som et spisestuedrama med artige afsløringer af familieskeletter og -tinsoldater a la Branners Matador-spil og udvikler sig i de to sønners meget forskellige beretninger om det groteske familieliv via glasklar Villy Sørensensk dæmoni til en absurd og surrealistisk skildring af en verden i opløsning. Alle gode motiver fra Kain til Becketts anvendes flittigt, og jeg havde en del morskab af at gætte hvem eller hvad, der nu blev indrulleret i tinsoldaternes litterære vagtparade. Engække-roman så gådefuld og underholdende som noget kriminalmysterium. Litterær satire, men næppe for mindre biblioteker.
