Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Løbeild


Beskrivelse


Science fiction. Katniss (Kattua) og Peeta vandt ganske vist Dødsspillet, men Capitols ledere er ikke tilfredse med måden, og oprør ulmer i distrikterne.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. feb. 2010

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 1. feb. 2010

Fortsættelsen af Dødsspillet. En fantastisk science fiction-roman om den 16-årige Kattua og livet i USA engang i en dyster fremtid. Giv den både til unge fra 13 år og voksne yndere af genren. Flot og dramatisk forside.

Første del var en helt utrolig god bog, som jeg slugte, og bind 2 er lige så god, måske endda bedre. Kattua vandt dødsspillet sammen med Peeta og vender hjem til et lidt lettere liv i distrikt 12. Eller gør hun? Capitols ledere er ikke tilfredse med dem, oprør ulmer i de andre distrikter og overvågningen og terroren øges, og Kattua selv er i klemme mellem Peeta og barndomsvennen Gale. Og da reglerne for næste dødsspil offentliggøres, tager bogen en helt uventet drejning, som gjorde, at jeg ønskede, det havde været en film, så man kunne holde sig for øjnene, så ulideligt spændende blev den. Hvad der sker, røber jeg ikke, læs den selv! Flot sprog, overbevisende personer og et opfindsomt plot.

Umiddelbart kan jeg sammenligne den med Josefine Ottesens serie Det døde land. Den vil helt sikkert appellere til samme læsekreds.

Det har været en stærk læseoplevelse at være i selskab med denne serie, og jeg glæder mig til næste del. Den er så uhyggeligt spændende, har et så velgennemtænkt plot og så overbevisende figurer, at det er en af de bøger, man bare går ind i og bliver i, til man er færdig. Og personligt synes jeg, det er dejligt, at science fiction-genren er ved at genopstå på planeten Jorden, og ikke længere ude i rummet.


Proxima

Nr. 92 (2010)

af

af

Niels Dalgaard

Nr. 92 (2010)