Charmerende gensyn med Botswana og de uforlignelige damedetektiver, der sætter snusfornuft, omhu og menneskekendskab i højsædet, når det gælder opklaringsarbejdet i forbindelse med stort og mest småt. For fans og dem der sætter pris på en munter og nærværende læseoplevelse.
Den 12. bog om damedetektiven Mma Ramotswe med den traditionelle skikkelse og hendes sekretær og assistent Mma Makutsi, der er i fuld gang med sine bryllupsforberedelser og tilhørende forhandlinger om brudepris. Phuti Radiphuti er den heldige gom. Men arbejdet kalder alligevel, og damerne opsøges af en kvægavler, der har oplevet grimme mishandlinger af sine køer. Sagens overraskende kerne opklares, og Mma Ramotswe har derudover tid til at gå på jagt efter sin gamle hvide varevogn og hjælpe mekanikerlærlingen Charlie ud af en penibel situation, der kunne have gjort ham til tvillingefar.
Som altid charmerende og elskelig. Det er en fornøjelse at opleve damedetektivernes uforlignelige ræsonnementer og bevæge sig med dem ud i det botswanesiske landskab og mærke duftene og fornemme de beskedne kår. Et Afrika der rummer så meget mere end sult og elendighed, og her tilbyder en god, fornøjelig og almenmenneskelig læseoplevelse. Formidlet indfølende af en skotsk professor emeritus i medicinsk jura.
Lunt detektivarbejde af lidt ældre dato kan man finde i Erik Poupliers Barbaroux-bøger og i Agatha Christies krimier om Miss Marple.