Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Lokketrolden


Beskrivelse


Den sidste turist er væk hos klit-købmanden, Lokketrolden, der bestemmer over julen, har fået sine penge og Klit-Niels kan dreje platformen frem, så alverdens julemænd kan lande og gøre sig klar. Men Lokken har ondt i sinde!

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. okt. 2001

af

af

Betty Folino (skole)

d. 26. okt. 2001

"Julen har sine små hemmeligheder og store overraskelser. Og gys. Og sådan er denne historie også." Sådan indledes Lokketrolden, et oplagt valg til oplæsning for 1.-5. kl. i julemåneden - dels pga. indholdet, men lige så meget pga. sproget. PM leger, lokker og driller med sproget i korte sætninger, der klinger og rimer. Ord og lyd gentages eller bruges i uventede, sjove sammenhænge, men aldrig på bekostning af indholdet. Klit-Nis og Nis-Signe er et ældre nisse-ægtepar, der i årevis har passet en butik ved et sommerhusområde. I julemåneden arbejder Klit-Nis for Lokken, en slags told- og skattetrold for julen. Det bliver nemlig kun jul, hvis der er kommet turistpenge nok i kassen i løbet af sommeren. Ellers kunne Lokken blive sur og finde på at lukke julen! Klit-Nis mistænker Lokken og hans håndlanger Kaske-Rottesen (en rotte med kasket!) for at ville fyre nisserne, fordi de er for gamle, til sidst bliver Lokken dog overvundet. En varm, glad julefortælling, primært til de yngste klasser, selvlæsning fra ca. 3. kl. Omslagsillustrationen af Rasmus Juul signalerer ikke julebog på traditionel vis. De små sort/hvide vignetter, der optræder på næsten hver side, er enkle, kraft- og fantasifulde og passer godt til PM's opfindsomme sprog.


Bibliotekernes vurdering

d. 26. okt. 2001

af

af

Lene Kristiansen

d. 26. okt. 2001

En veldrejet og moderne julehistorie med Mouritzen'ske gys. I 12 små kapitler til en hverandendags-kalenderhistorie, eller blot til overskuelige højtlæsningsstunder i december. Skrevet med et sprog der svinger så selv den mest uduelige oplæser kan levere sødme, stemning og uhygge til topkarakter. Og Mouritzen tro er der nye udtryk og ord at gøre godt med. Lokken f.eks., den onde trold der med sine kontrolrotter har den totale magt over klit-købmanden Niels og dermed også julen. For Lokken er told- & skattetrold for julen; al indtjening ryger direkte til ham og får han ikke hvad han vil have, lukker han julen. Når den sidste krone er i kassen og turisterne væk, er det Klit-Niels og Nis-Signe der skal tage imod alverdens julemænd. Niels drejer en kæmpe platform frem og her lander de alle sammen for at gøre sig klar. Men nu fornemmer Niels, at Lokken har ondt i sinde. I virkeligheden superenkel uden de store beskrivelser af personer eller handling, men takket være sprog og ord i den grad levende. Bogen er gennemillustreret af en ellers dygtig Rasmus Juuls. Men her er hans sort/hvide tegninger næsten for voksne i deres udtryk. Det er uhyggen og det groteske der er fremtrædende og jeg savner den varme, der også er i historien. For de 5-9-årige.