Det er 1. december, og alle i 6.b glæder sig til jul. Undtagen Frederik, for de har ingen penge derhjemme og der er hverken råd til kalendergaver, julemad eller julegaver. Letlæst historie for 8-12 år.
Frederik og hans lillesøster Maja bor hos deres mor. Moren er syg, og de mangler altid penge. Den 1. december er hele Frederiks klasse i julestemning, undtagen Frederik. For hvor sjovt er det lige at det er jul, når man ikke har en tyver til klassens pakkekalender og til nissegaver? De andre drenge kalder ham fattigrøv, og det er også meget svært at skjule at familien slet ikke har nogen penge til overs. Og lillesøster Maja ved ikke at de ikke har råd til at holde jul, så hun glæder sig bare. Da moren søger om julehjælp og får afslag, er den helt gal, for så er der hverken råd til julemad eller gaver. Kan Frederik gøre noget for at hjælpe? Bogen er trykt med store typer. Forfatteren har bl.a. skrevet mange letlæsningsfagbøger i serien "De små fagbøger".
En letlæst, velskrevet og enkel historie om fattigdom, mobning, familiesammenhold og hjælpsomhed i nutidens Danmark. Mere privilegerede børn vil få noget at tænke over ved at læse den. Forsiden afspejler indholdet.
Den letlæste skildring af social nød og et barn der tager et stort ansvar minder om Prinsessehjerte.