Bøger / faglitteratur

Loven for tiltrækning : den vigtigste naturlov i dit liv


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. apr. 2011

af

af

Grethe Lorentzen

d. 8. apr. 2011

Det ses af de mange bogudgivelser, at der er en stor interesse for spiritualitet og den åndelige verden. Denne bog vil tiltrække spirituelt orienterede og andre nysgerrige. Den er letlæst og lige til at gå til.

Ifølge Else Byskov manifesterer vi med vores tanker alt i vores liv: Vi tiltrækker og materialiserer det, vi tænker/fokuserer på, ønskværdigt eller ej. E.B. kalder denne lov den vigtigste naturlov i vores liv, og gør her rede for, hvordan den virker, og hvordan vi kan bruge den i vores liv med henvisning til Martinus' lære og fænomenet Abraham - en gruppe åndelige væsener. E.B. giver mange eksempler på, hvordan hun selv tiltrækker det i sit liv hun ønsker, og det er jo da besnærende. Første del af bogen handler om lovens virkning i livet, anden del handler om lovens virkning ved reinkarnation og karma, og bogen er samtidig en kort introduktion til Martinus. Uanset om man tror på loven eller ej formidles her tanker, der er inspiration til at blive et gladere og mere positivt menneske.

I denne udgave er der kommet 2 nye kapitler til samt et afsnit med affirmationer. Andre kapitler er udvidet med mere information, bl.a. afsnittet om Martinus' personlige liv. Af andre udgivelser om emnet kan nævnes Succes for sjælen, 2010, Nøgle til loven om tiltrækning, 2010, og klassikeren The secret, da. Hemmeligheden, 2007.

En lettilgængelig bog om hvordan vi med tankens kraft tiltrækker det liv og de omstændigheder, vi ønsker os. 1. udgaven er fortsat gangbar. For alle biblioteker.


Bibliotekernes vurdering

d. 22. maj 2008

af

af

Flemming Faarup

d. 22. maj 2008

Forfatteren nævner i denne bog, at der er en naturlov, der siger, at tanker er magnetiske, og man kan tiltrække og dermed også få, det man tænker på. Hun bygger sine ideer på Martinus' skrifter og ideer og på fænomenet Abraham, der er "en gruppe af højt udviklede åndelige væsener, som kanaliseres ... igennem en amerikansk dame ved navn Esther Hicks." Bogen henvender sig således til læsere, der vil søge forståelse af esoterisk tænkning.

Forfatteren har tidligere fået udgivet bøger om Martinus' verdenssyn. Denne bog er opdelt i to dele. "Loven for tiltrækning ved skæbnedannelse" og "Loven for tiltrækning ved reinkarnationsprocessen og efter det fysiske legemes død" Hun beskriver, hvordan hun ved at følge Martinus' anvisninger bliver herre over sit eget liv, og hun viser, hvordan læseren kan bestemme hændelser og omstændigheder i eget liv.

Martinus' testamente er et stort og svært tilgængeligt skrift, denne bog er en lettere tilgængelig introduktion til hans ideer.

En letlæst og letforstået gennemgang for dem der tror på Martinus' tanker.