Denne bog vender inklusionen på hovedet og viser, hvorledes ikke kun elever med faglige vanskeligheder, men alle grundskolens elever kan have glæde af læse- og skriveteknologi (LST) i alle fag, på alle årgange. For lærerstuderende og grundskolens undervisere.
Bogen er bygget op over tre dele. Første del forklarer, hvad LST er, samt hvorfor alle elever kan have gavn af at anvende det. Anden del har fokus på brug af LST i indskolingen. Og tredje del fortæller om brugen af LST på mellemtrinnet og i udskolingen. Det er en praksisfokuseret udgivelse bestående af en række konkrete aktiviteter til de forskellige fag med trin-for-trin-guide og anden hjælp til underviseren. Der kan til disse aktiviteter frit hentes relevante kopiark på forlagets hjemmeside.
Det er en interessant udgivelse, som får undervisere til at tænke nye tanker angående brugen af LST. Aktiviteterne er lette at gå i gang med, og guiden til de forskellige aktiviteter gør det nemt for undervisere at lykkes med forløbet, også for dem som ikke er rutinerede i brugen af LST.
Der findes ikke tilsvarende udgivelser, som har fokus på brug af LST i forhold til alle klassens elever. Men vil man læse mere, kan man supplere med bogen Undervisning af ordblinde elever i alle fag.