Anvendelse og målgruppe på linje med forgængeren. Også denne bog har et appellerende omslag, der gør den egnet til krimiudstillingerne, hvor den hurtigt vil blive omsat til læsere af grumme psykologiske thrillere med filmiske undertoner.
Forfatteren havde pæn succes med krimien Tænk på et tal fra 2010 med et godt psykologisk plot. Bogen her er en udmærket opfølger med samme hovedperson den pensionerede politimand Dave Gurney fra New Yorks politi - og hans kone Madeleine. Det der denne gang får den modvillige pensionerede kriminalmand til at forlade sin landlige idyl er et makabert mord. Han fristes af et uopklaret mord på en brud, der myrdes på bestialsk vis under bryllupsfesten. Mordet viser sig at være et led i et seriemord med sadistiske undertoner og referencer tilbage til nogle seksuelt eksperimenterende kostskoleelever. Gurneys personlighed og færd gennem spor på vej mod opklaring er det bærende i historien, der dog denne gang forekommer mere søgt og med lidt for lidt drive. Personbeskrivelsen ligger dog stadig over gennemsnittet for genren.
2. krimi i stil med den succesfulde forgænger. JV har sin naturlige plads blandt andre forfattere som Connolly, Simon Becket, Carter og Jeffry Lindsay m.fl.
Opfølgeren til Tænk på et tal holder ikke helt samme niveau med den veloplagte debut. Men plottet, der driver historien fra et opsigtsvækkende mord til en seriemorderhistorie vil appellere til mange thrillerlæsere.