I en blanding af selvbiografi og fiktion fortæller Ellis om forfatteren Bret Easton Ellis, der mareridtagtig forfølges af sine fiktive personer, specielt en, der giver sig ud for at være Patrick Bateman, hovedpersonen fra American Psycho, og som er i gang med at eftergøre Batemans mord. Det er en åbenhjertig og meget selvudleverende beretning om et liv i glimmer, alkohol- og narkorus, et opgør med den afdøde far, der var model for Bateman, det stormfulde og dramatiske ægteskab med superstjernen Jayne Dennis og Ellis' forkvaklede forhold til hendes datter og deres fælles søn. Ellis bor på Elsinore Lane, hvilket næppe er tilfældigt, da han hjemsøges af faderens genfærd. Det kan lyde som et meget selvcentreret projekt, og det er det også, men Ellis' formidable skriveevne gør absolut bogen læseværdig og gør det lige så svært for læseren som for Ellis at skelne virkeligheden fra hallucinationerne.